"En dannelsesrejse ind i Diez's labyrint: Hvor ansvar opløses og undskyldninger svæver akademisk i dagens Genstart”

Indledning:

Velkommen til en anmeldelse af Katherine Diez' medvirken i dagens “Genstart”, hvor du som læser vil blive ført ind i en akademisk labyrint af poetiske undskyldninger og grandiose selvfortællinger. I dette univers opløses ansvar i elegante metaforer, og vi får forklaret, hvordan en "dårlig dag oppe i hovedet" kan retfærdiggøre det meste. Gør dig klar til en rejse, hvor selv de mindste fejltrin forvandles til episke fortællinger om eksistentiel angst og intellektuel længsel.

En diskursiv og sociokulturel undersøgelse Katherine Diez' seneste optræden i Genstart kan bedst beskrives som en kompleks selvfremstilling, hvor hun mesterligt orkestrerer sin egen narrative offergørelse, mens hun strategisk undviger ethvert substantielt ansvar for sine tidligere handlinger. Hendes åbningsreplik, "Jeg er levende, men lever ikke," fremkalder øjeblikkeligt billeder af Nietzsches "Den Evige Genkomst", hvor livet, fanget i en uendelig cyklus af gentagelser, mister sin essens. Diez fremstår her som et offer for sit eget livs gentagende tragedie, hvilket elegant sætter scenen for hendes fortsatte forsvarstale.

Som Pierre Bourdieu fremhæver i sin analyse af social kapital, handler meget af det moderne menneskes selviscenesættelse om akkumuleringen af symbolsk kapital. Diez’ konstante henvisninger til sin sindstilstand, og hvordan den har påvirket hendes handlinger, er en udsøgt præsentation af netop dette: Hun forsøger ikke at vinde sympati alene ved at undskylde, men derimod ved at fremstå som en særlig type intellektuel martyr, der er hævet over dagligdagens trivialiteter. Hendes gentagne referencer til det "dårlige sind" som årsagen til hendes plagiat rejser det åbenlyse spørgsmål: Er vi vidne til en person, der udelukkende søger at vinde social og kulturel kapital gennem selvmedlidenhed?

Når vi dykker ned i hendes retoriske strategi, ser vi et tydeligt mønster. Hendes forklaring om, at hun "næsten" havde afsluttet sin BA i dansk og derfor mente, at det var acceptabelt at skrive det på LinkedIn, minder om en paradoksal brug af ethos, hvor hun forsøger at udstråle en form for intellektuel integritet, mens hun samtidigt undviger konkret ansvar. Det bringer mindelser om Aristoteles' retorik, hvor ethos skulle styrke talerens troværdighed – men hos Diez fungerer det nærmest som en omvendt ethos, hvor tilliden svækkes jo længere vi lytter.

Hele episoden udvikler sig som et semi-tragisk teaterstykke, hvor Diez, i stedet for at tage ejerskab over sine handlinger, konstant henviser til sin egen sårbarhed og mentale tilstand som det styrende princip bag hendes fejltagelser. I overensstemmelse med Foucaults idéer om subjektivitet, kunne man argumentere for, at Diez former sig selv som et offer for magtstrukturerne, både interne og eksterne, og at hendes retorik er designet til at undgå egentlig ansvarstagen, mens hun fastholder sin position som en kulturpersonlighed, der, trods alt, stadig har noget at tilbyde.

Når Anna Ingrisch spørger direkte om hendes bevidste valg i forbindelse med LinkedIn-opslaget og plagiatet, undviger Diez gang på gang at give et konkret svar. Denne tavshed kan tolkes som et udtryk for hendes insisteren på at opretholde sin selvfremstilling som et offer for omstændigheder – et fænomen, som Jean Baudrillard ville have betragtet som en simulacrum: en virkelighed, der er blevet til en spejling af sig selv, uden nogen egentlig substans bag. Hun har skabt en version af virkeligheden, hvor hendes egne fejltagelser bliver til en slags performancekunst, der ikke har til hensigt at blive dømt efter faktiske handlinger, men snarere efter, hvor troværdig hendes selviscenesættelse er.

Diez formår, gennem hele episoden, at iklæde sig en intellektuel rustning, der gør hende immun over for konkret kritik, samtidig med at hun udstråler en form for sårbarhed, der er designet til at tiltrække sympati. Som Bourdieu ville sige, er det et raffineret spil om kulturel kapital, hvor symbolværdien af hendes sårbarhed langt overstiger værdien af at tage ansvar. Men som lytter står man tilbage med en følelse af at have overværet en intellektuel akrobatik, der, trods sine mange højtsvungne retoriske tricks, til sidst afslører sin egentlige natur: et dygtigt udført forsøg på at skjule, at essensen af ansvaret aldrig blev taget.

I sidste ende fremstår Katherine Diez ikke som en skrøbelig sjæl, der har lidt under sine handlingers konsekvenser, men snarere som en selviscenesat intellektuel, der bruger offerrollen som en strategisk tilgang til at genvinde kulturel relevans. Og som Nietzsche ville sige, "Hvem kæmper mod monstre bør passe på ikke selv at blive et." Diez' kamp mod sine egne "dæmoner" har i sidste ende gjort hende til det, hun angiveligt forsøger at undgå: en person, der undviger virkeligheden til fordel for selviscenesættelsen.